Det er ikke nogen stor hemmelighed. Hunde og ulve deler fælles forfader, men hvor meget har hunde og deres vilde slægtninge stadig til fælles? For omkring 60.000 år siden begyndte menneske og ulv at komme i kontakt med hinanden. Genetisk analyse viser, at hunden blev domesticeret for 18.000 til 32.000 år siden i Europa.
Udviklingen af forskellige typer og racer har sin oprindelse omkring 16.000 år siden, i det der i dag er det sydlige Kina. Risdyrkning startede nogenlunde samtidigt.
Da ulven tilpassede sig mennesket – dets miljø og dets væremåder, skete der mange ændringer med ulven, mens den udviklede sig til hund. Mennesket begyndte selektivt at avle hunden, så den passede til egne ideer og behov, og det blev hurtigt konstateret, hvor nyttigt det ville være at leve tæt samme med dette firbenede væsen. Ulven og hunden så måske også, at det var en fordel at bo sammen med mennesket.
I de tidligste dage, var en hunds udseende sekundært. Den blev snarere udvalgt for sine evner til f.eks. jagt, hyrdning og bevogtning, som igen resulterede i forskellige karakteristika og udseende efter anvendelserne af hver race. I dag lægges ligeligt vægt på ”show lines” og ”working lines”.
Genetisk set adskiller hunde og ulve sig i dag meget lidt, men de små og fine forskelle betyder, at en ulv ikke længere kan skabes ud fra hunden.
Hundens livsstil i dag, som den lever sammen med os, har resulteret i en af de største ændringer – bortset fra udseendet – nemlig kosten.
Menuen hos den domesticerede hund har altid indeholdt menneskeføde, generelt set ikke andet end rester, da folk sjældent havde ekstra mad til at dele med deres hunde. Alt der var tilbage til vores firbenede venner var, hvad vi i dag ville kalde ”affald”. Som vi kan se, har det ikke gjort hunden nogen skade. Tværtimod, faktisk! Naturen tillod forsvarsmekanismen at overtage: Hunden tilpassede sit fordøjelsessystem til menneskeføde og madrester.
Dens tænder blev mindre end dens vilde slægtninge, og dens fordøjelseskanal blev meget mindre robust. For eksempel blev nogle ernæringsmæssige komponenter, såsom knogler eller hud, hurtigt et problem for hunde.
En nylig undersøgelse fra Uppsala (Sverige) viser, at fordøjelseskanalen hos hunde og ulve også er forskellige i evnen til at fordøje stivelse, dvs. kulhydrater. Genet i hunde, der er ansvarlig for fordøjelsen af stivelse udviser langt større aktivitet end ulven. Dette er ikke overraskende, da korn og stivelse har været på menuen for både menneske og hund i årtusinder. Hunde er meget bedre i stand til at fordøje korn end ulve. Ulven udnytter for-fordøjet plantefoder fra fordøjelseskanalen i deres bytte. Det betyder, at ulven ikke udelukkende er kødædende. Den kan skifte til frugt, græs og rødder, afhængigt af hvilket foder der er tilgængeligt, da muskelkød alene ikke ville opfylde alle ulvens behov i naturen.
Altså – selvom ulv og hund er rovdyr, dvs. kødspisere (carnivores), i klassificeringen blandt levende væsener, er de begge altædende set fra et ernæringsmæssigt synspunkt, dvs. både kødspisere og plantespisere (Carniomnivores). Selvom animalske proteiner er ekstremt vigtige for begge, så er kulhydrater og plantefibre også afgørende på samme måde, for både hund og ulv.